Kom godt i gang, gode råd og tips

Hvis du er lejer er det nemt at komme i gang med billeje fra private. Hos nabo-til-nabo tjenesterne melder du dig bare på, det koster ikke noget at være medlem, og du betaler kun, når du skal bruge en bil. Hos mange andre udbydere betaler du oprettelse og månedligt kontingent, dog med nogle undtagelser. Se en oversigt over udbydere her

Du skal dog være opmærksom på, at der typisk er visse betingelser, du skal opfylde som lejer. Hos de fleste udbydere skal du være minimum 23 år og have haft kørekort i 3 år - dog er der undtagelser hvor du må være under 23 år. Du skal også være opmærksom på, hvor du må køre og hvor du ikke må køre. Hos nogle må du kun køre fx. i Skandinavien og Tyskland, mens andre tillader kørsel i hele Europa. Der er også typisk retningslinjer for hver individuelle bil der omhandler ting såsom dyr i bilen eller rygning.


Før du kan komme i gang skal du godkendes via dit kørekort, så det kan tage lidt tid før din profil er aktiv, og du kan komme ud at køre. Det kan fra én dag op til fire afhængig af hvilken tjeneste du vælger.

Når der vælges en tjeneste glemmer flere tilsyneladende en ret væsentlig ting, nemlig at tjekke udbyderens anmeldelser. Specielt for nabo-til-nabo tjenesterne kan man have en tendens til at glemme dette, fordi siderne allerede indeholder en funktion, så brugerne kan anmelde hinanden. Hvordan selve udbyderen er anmeldt kan blive relevant i tilfælde af en tvist mellem lejer og udlejer, hvor udbyderen af tjenesten skal agere formidler. Nabo-til-nabo tjenesterne står dog klart stærkest hos forbrugerne, mens de øvrige halter noget bagefter. Se ratings fra Trustpilot for de forskellige tjenester i oversigten
her.

Når du er kommet i gang og er på udkig efter en bil, skal du naturligvis være opmærksom på flere ting. Udover anmeldelser af selve tjenesten, er det naturligvis også en god ide at have et øje på vurderingerne fra andre brugere. Dette er naturligvis kun aktuelt for nabo-til-nabo tjenesterne. Man skal dog huske på at begge parter har en gensidig interesse i en positiv anmeldelse, Derfor er det en god ide ikke at forlade sig entydigt på vurderingerne fra andre brugere, men blot lade det være en del af et overordnet indtryk.

En af de mere oplagte faktorer er naturligvis afstand fra din bopæl til den bil, du ønsker at leje. Det stigende antal biler betyder at det ofte er let at finde en bil, der står parkeret lige om hjørnet - en ganske stor fordel, specielt hvis du har børn og udstyr med på slæb. Chancen for at finde en bil tæt på er størst hos nabo-til-nabo tjenesterne da de ganske enkelt har det største antal biler. De øvrige udbydere har generelt færre biler, så de vil typisk stå lidt længere væk.

Hos nabo-til-nabo tjenesterne er det private der udlejer, hvilket betyder at du kan være heldig at finde en bil der netop har det ekstraudstyr du evt. står og skal bruge, som en del af pakken. Det kunne fx. være tagbagagebærer, trailer eller barnesæder. Her er det en god ide at bruge tjenesternes søgefiltre. De øvrge tjenester har derimod et fast udvalg af ekstraudstyr og goder, som muligvis kan være dækkende for dit behov.

Hvis du spørger udlejer om der er praktiske ting at huske slipper du for en opringning til udlejeren i lejeperioden. Det kan fx. være hvilken type brændstof bilen kører på eller om bilen har nogen specielle funktioner. Min egen bil bipper fx., når man placerer en genstand på passagersædet. Bilen mener tilsyneladende, at selv indkøbsposer bør have sikkerhedssele på. Den slags småting er det altid meget rart at vide på forhånd.

Du bør også vide at udlejer har mulighed for at aflyse en udlejning et antal dage inden den aftalte dato - det er dog ikke noget der forekommer ofte, og det er oftest let at finde en anden bil med kort varsel. Du har som lejer ligeledes mulighed for at annullere lejemålet i et tidsrum inden lejeperioden begynder.